lørdag den 25. januar 2014

Et livstegn fra styrmanden

Så kom der igen hul iegnnem på nettet, og jeg kan give lidt livstegn fra mig. Det er idag den 25. januar og vores position er lige nord for Frankrig, destination er Bremerhaven, hvor vi står til at ankomme omkring kl. 17. Jeg beklager den sene opdatering og må nok beklage på forhånd. Jeg vil forsøge t opdatere denne blog så ofte som muligt, men desværre er det netforbindelsen herude, som bestemmer, hvor ofte dette bliver.

Hvis nogen skulle være interesserede kan I altid følge mit skib via denne hjemmeside, hvor i blot skal søge under vessels på Mathilde Mærskhttp://www.marinetraffic.com

Jeg har nu været ombord i 3 dage og er faldet rigtig godt til. Besætningen er virkelig imødekommende og hjælpsomme, pg selvom man er ny og føler, at man ingenting ved, så har de en utrolig tålmodighed med mig, som jeg kun kan være taknemmelig for. Jeg har ligeledes vænnet mig til at være på et skib og får både sovet og spist normalt. Jeg har vænnet mig til at mit hjem er i konstant bevægelse.
Efter min første nat om bord ringede vækkeuret kl. 5.30, hvilket efter mit hoved var noget tidligt. Jeg mødte på dækskontoret kl 6, hvor min første arbejdsopgave blev uddelt. Grundet en kommende vetting (inspektion) af skibet, skulle vi have taget nogle billeder af skibet. Vi skulle derfor have søsat MOB'en (mand over bord båden, en lille hurtiggående én), så vi kunne få billederne fra det bedste perspektiv. Jeg fik til opgave at manøvrede MOB'en mens Christian tog billederne. Vi klargjorde derfor båden og fik hejst den ned til et par meter over havoverfladen, hvor vi så kunne stige ombord fra gangvejen. Dette var kaptajnens første tillidserklæring til mig og som tiden er gået, er denne tillid kun blevet større.

Vi var planlagt til at afgå fra Algeciras kl. 12 og jeg blev bedt om at møde på broen kl. 11.20 da lodsen ankom. Jeg fik herefter ansvaret for manøvreringen under lodsens ordrer ud af havnen. Efter opstarten af maskineriet og gennemgangen af de forskellige broinstrumenter, tog jeg plads i styrbord brovinge ved siden af kaptajnen og lodsen og forberedte mig at tage roret i hånden. Det er en underlig følelse, jeg bestemt ikke havde ventet at få allerede på min første arbejdsdag. Jeg havde nu kontrollen af skibet i min hånd og den mindste fejl kunne blive katastrofal. Jeg fulgte nøje lodsens anvisninger og efter lidt over 1 times manøvrering lå skibet lige syd for Algeciras i sejlranden mellem Gibraltar og Afrika og jeg fik ordrer til at følge lodsen ned til bagbord lodslejder. Han var imponeret over mine evner og blev nærmest chokeret, da jeg fortalte, jeg havde påmønstret skibet dagen forinden. Han sagde det måtte være en fantastisk start at få sådan et stort ansvar udleveret, hvilket jeg kun kunne nikke godkendende til. Han fortlate, at hans kone selv var kaptajn og at jeg bare skulle klø på. Det utrolig opløftende at få sådanne kommentarer fra et menneske, man ikke kender, og mit gåpåmod lige nu er enormt.
Jeg bliver hver dag imponeret over det ansvar, besætningen tør lægge på mig. Til trods for, at jeg føler, jeg ingen ting har lært i skolen det sidste halve år. Jeg kan svarer på meget få af deres spørgsmål og skal have forklaret mange af tingene to gange, før det hænger ved. Herude foregår alt på engelsk, hvilket vi har fået at vide fra skolens side, vi skal være forberedte på. Men når undervisningen foregår på dansk, så er det svært at omstille sit maritime sprog til engelsk. Men som man nu står midt i det, går det utrolig stærkt med at lære de engelske betegnelser og vendinger.

Jeg har ikke tænkt mig at gennemgå mine arbejdsdage opgave for opgave, for så ved jeg I kører død i denne blog på et tidspunkt, jeg vil derfor nævne nogle af de opgaver, jeg bliver sat til. 
Jeg går en brovagt hver dag, hvor jeg får lov at lave diverse opgaver som pejling til andre skibe, manøvrering, plotning i søkortet, indstilling af radarne etc. Ligeledes terper min uddannelsesofficer, Brenton, mig igennem broens forskellige instrumenter hver gang til han ved de sidder der. Ligeledes har jeg fået tildelt mine egne arbejdsopgaver såsom opdatering af dagens skibsdata  som fuelforbrug, dybgang, trim, herudover har jeg fået ansvaret for farligt gods. Dette betyder jeg laver lister, tjekker containerne står på korrekte stuvepositioner, at de ikke lægger og at de er korrekt mærket. Igår hjalp jeg ligeledes overstyrmanden med at inspicere den inderste del af bakken og bulben for rust.  Jeg vil lige nævne her, at det kræver sin 'kvinde' at klatre rundt i den nederste del af skibet i rum store nok til at man lige kan kravle igennem, 4 etager under dæk og intet lys andet end din lommelygte. Larmen fra skibet dernede er enorm, og du kan høre hvordan hun giver sig.
Mange tror måske at skibe ligger 'lige' i vandet uden at bevæge sig, men de skal netop kunne give sig for ikke at knække. Jeg kan som eksempel fortælle om igår eftermiddags da jeg stod på broen og spejdede udover det forreste dæks containere. Stævnen svingede fra side til side, så containere dansede i samme bevægelse frem og tilbage. Det er lidt uhyggeligt at observere hvor meget skibet kan give sig, hvor meget containerne bliver skubbet op og ned, fra side til side. Det er ikke noget man mærker, når man går ned langs dækket, men lyden afslører jernets vridning gennem vandet og containernes bevægelser. Det er ret imponerende.

Men lad os nu ikke blive for sentimentale over skibsbygningen. For lige at færddiggøre afsnittet om arbejdsopgaver kan jeg nævne, at jeg igår brugte dagen på at frostsikre skibet sammen med maskinmesteret, Søren. Det tog det meste af dagen, men jeg fik set hele skibet, både udvendigt og indvendigt. Jeg kunne blive ved i denne køre og flere af jer er sikkert faldet fra i læsningen. Forståeligt nok. Det er mere for at give et indblik i mit nye kadetliv. En normalarbejdsdag hedder 10 timer, men tiden går så utrolig stærkt, at det ikke føles som 10 timer.

Hvis nogen skulle være i tvivl så har jeg det godt og nyder min tid herude. Det er mærkeligt. Jeg har hele tiden haft følelsen af, at dette var den rigtige vej for mig, at livet på havet ville være noget for mig. Måske fordi jeg er opvokset som jeg er og har haft mennesker omkring mig, som selv arbejder på havet. Men som jeg i dag sidder på et skib selv, er jeg ikke i tvivl. Jeg har valgt den rigtige vej og har tænkt mig at gå hele vejen. Pas på jer selv derude til vi ses igen. 


Dagens uniform: kedeldragt, termojakke, høreværn, handsker, sikkerhedssko and all natural.

Bakken, fortæjningsdæk for.
Bakken, fortæjningsdæk for.
Et lille peak nede i bunden af skibet. Dette er taget under vores rust inspektion.

Morgenjobbet i dårligt vejr, inspektion af containerne indeholdende farligt gods.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar