fredag den 17. januar 2014

One down, seven more to go

En uge med fokus på eksamer er hermed overstået og jeg kan endelig fokusere på mit kommende praktikophold på den stolte Mathilde Mærsk. Jeg har netop modtaget flybillet og afgår fra Kastrup lufthavn mandag 20. januar 2014 kl. 11.20 - lige om lidt.

Jeg har som sagt afsluttet vores grundforløb, hvilket har været stille og roligt og ikke præget af bunker af lektier og lange dage. Tværtimod. Det har været et hyggeligt semester, hvor vi alle lige har kunnet finde vort fodfæste og måske også finde ud af, om det var den rigtige uddannelse. Der er røget et par stykker i svinget, men sådan er det jo lige meget hvilken uddannelse man vælger. Dog er jeg kun blevet mere overbevist om, at dette er min fremtid og jeg ser frem til skulle afsted her på mandag. Og det er på trods af sommerfuglene i maven. Det eneste jeg egentlig ved om min rejse er flyafgang og at jeg herefter bliver hentet af en agent i Malaga lufthavn, resten tager vi som en oplevelse.

Ugen har været hektisk og der har ikke været meget tid til at tænke på sejlads og pakkeriet. Mandag og tirsdag er blevet brugt på forberedelse på de to opkommende eksaminer, praktisk sejlads og en skriftlig i navigation og skibsteknik. 
Den praktiske sejlads er en eksamen både mit hold (skibsførerne) og dualerne (kombinationen af skibsføre og maskinmester) har været oppe til. Der faldt nogle stykker fra, hvilket kun gjorde mig endnu mere nervøs. Grundet mit efternavn trak jeg nitten og fik lov at afslutte disse eksaminationerne - med en fin præstation dog. Jeg vil dog sige, at jeg var så heldig at få besøg fra Kbh tirsdag. Det er altid godt med lidt ekstra moralsk opbakning. Denne eksamen kan sammenlignes med en duelighedsprøve og var blot en test af vores skibsmanøvrering, søvejsregler og viden om sejlads.

Torsdag 8.30-11.30 stod den på skriftlig eksamen i navigation og skibsteknik. Det skal lige siges, at vi i alt har haft 3 uger med disse to fag, hvilket ligger lidt tilbage i semestret. Jeg har derfor benyttet mig af juleferien og læst op på både det ene og andet. Jeg er derfor ikke spor nervøs for denne, hvilket jeg heller ingen grund havde. Der var et par stykker, der desværre dumpede og derfor må vælge at tage grundforløbet igen eller finde en anden uddannelse. 

Med to eksamer bestået og en bestået motorpassereksamen fra oktober, samt ejerskabet af diverse kursusbeviser, er jeg derfor klar til påmønstring på Mathilde Mærsk. Vi ses på det store blå, når eventyret for alvor er begyndt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar