Selve flyveturen gik forholdsvis smertefri, bortset fra gennemsnitsalderen nok har ligget omkring de 50 år. Tror de havde fået booket mig på charterenflyveren sammen med resten af de gamle nisser, der havde i sinde at tilbringe resten af vinteren i den sydlige varme. Som forklaret stod der ganske rigtigt en agent i lufthavnen og ventede på mig - med et stort hvidt skilt i hånden hvorpå der stod Camilla Westergaard efterfulgt af Mærsk's fine logo, den syvtakkede stjerne. Carlos, som var af spansk afstamning og opvokset i Algeciras, hilste pænt, tog min kuffert og viste mig hen til en hvis og meget ren mercedes. Herfra gik turen mod sydspidsen af Gibraltar. Det var en stille biltur, da Carlos engelsk var begrænset, men lidt fik jeg da ud af ham og resten af turens stilhed blev brudt af radioens spanske melodier.
Vi nåede til Algeciras efter en god lang tur og jeg blev indlogeret på Hoteles Albaron, som både var fint og rent. Og med utroligt venligtsindede medarbejdere. Rederiet havde booket værelse og mad til mig, så det skulle jeg ikke tænke på. Jeg afleverede blot mit pas, underskrev min indtjekning og fik udleveret mig nøgle. Aftenens udskejelser stod på 3-retters menu efterfulgt af et langt karbad. Det gælder jo om at nyde den sidste tid på landjorden!
Receptionen havde ikke megen information om, hvornår jeg ville blive hentet dagen efter, så jeg tog sagen i egen hånd og fik dem til at ringe til agentbureauet, Muelle Isla Verde. De kunne informere, at skibet ville lægge til havn 11.30 dagen efter, og at jeg ville blive hentet omkring kl. 14 og kørt til skibet. Jeg gik derfor sent i seng velvidende, at jeg kunne sove længe og trygt.
Jeg sov længe dagen derpå og gik ned og spiste morgenmad omkring kl. 9.30. Jeg havde buffeten og den enkelte tjener i restauranten for mig selv og følte mig helt kongelig efterhånden. Forplejningen under mit hotelophold har været utroligt og slet ikke, hvad jeg er vant til, når man er på ferie. Men som aftalt med den kære receptionist dagen for inden tjekkede jeg ud kl 13 og satte mig i hotellets lounge med en god bog og ventede. Jeg var blevet informeret, at jeg ville blive hentet kl. 14 og kørt til skibet. Denne plan holdte ike helt stik, da skibet var forsinket, så da kl. nærmede sig 4, ankom mit lift langt om længe og vi satte næsen mod Mærsk container terminal.
Det er et imponerende syn at køre igennem sådan en terminal. Én ting er at den er gigantisk, og at containerkranerne kører frem og tilbage over hovedet på dig. Og så var der selvfølgelig skibet, Mathilde Mærsk, som hun lå der med sine 367 x 42 meter og tårnede sig majestætisk mod himlen, mens en halv flok forvirrede havnearbejder løb frem og tilbage på kajen og en anden flok løb forvirret rundt oppe på dækket for at få styr på lasten. Jeg har set billeder af hende på nettet og læst forskellige artikler om hende, men jeg havde alligevel ikke forestillet mig, at hun var et så imponerende syn, hun er jo bare et skib. Og jeg er måske bare lidt nørdet, hvad angår skibe. Som min mor plejer at sige, så er jeg blevet miljøskadet gennem min opvækst. Måske det er sandt nok, men så længe jeg er glad, så betyder det vel ikke noget :)
Efter at være blevet vist til mit lukaf og have stillet min bagage, påmønstrede jeg hos kaptajnen, Christian, hvor alle mine personlige dokumenter skulle afleveres. Herefter spiste vi aftensmad, hvorefter jeg blev sat i arbejde med det samme. Jeg havde jo dovnet den hele dagen. Jeg gennemgik første del af min familiarization af skibet med kaptajnen selv, herefter overlod han mig i overstyrmandens hænder, som jeg gik en runde med på skibet. Til sidst lavede jeg lidt af aftenens praktiske arbejde på dækket med 3. styrmanden og da kl. nærmede sig 22 blev jeg sendt i seng. Jeg må nok indrømme, at lige nu vælter tankerne rundt og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det hele. Vi tager det i morgen, når jeg er faldet lidt til ro. Godnat.
 |
| Sikkerhedskontrollen ved Mærsk Terminal, Algeciras |
 |
| Første udsigt fra lukafet. Et hav af containere. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar