Det er blevet søndag aften og efter at have sejlet i high
risc area de sidste 5 dage kom vi endelig fri af det piratfyldte område. Vi
ligger lige nu syd for Sri Lanka på vej vestover til Tanjung Pelepas, Malaysia,
hvor vi står til at ankomme engang natten mellem fredag og lørdag. Efter vores
tur gennem Suez nåede vi Gulf of Aden, hvilket er defineret som et af verdens
HRA, sikkerheden og vores færdsel om bord dagene gennem dette farvand har
derfor været skærpet af særlige forholdsregler; radiotavshed, ingen udgang på
dækket (undtagen i udkanten af farvandet, hvor man kunne færdes ude så længe
man havde en radio på sig og checkede ind og ud), mørklægning af skibet efter
mørkets frembrud, ingen opdateringer om vores position på sociale medier,
brandslanger monteret rundt hele skibssiden klar til at blive aktiveret og alle
åbninger i skibet som agter fortøjningsdæk, klys etc. har været afskærmet af træplader.
Som en del af sikkerhedsproceduren blev der sat ekstra udkig på broen 24 timer
i døgnet og skibets 3 skudsikre veste fundet frem og lagt klar på broen. Det
kan jeg godt undre mig lidt over. Det er imod firmaets sikkerhedspolitik at
have våben om bord, men hvorfor udstyre skibet med 3 skudsikre veste? Hele
besætningen består normalt af 18 mand, hvoraf 4 af dem (officererne) hører til
på broen. Hvem skal undvære en vest? Hvis liv er vigtigst at redde? Og i
hvilken situation forventer de man hopper i det grej? Her om bord giver det nok
sig selv, hvis man tiltænker vestene officererne; jeg tvivler på vores kaptajn
ville kunne passe dem!
Vi havde et enkelt havnetilløb gennem dette farvand,
Salalah i Oman, hvor udgangsforbuddet blev midlertidigt ophørt. Jeg fik lov at
gå på dækket med min uddannelsesofficer og to af vores AB’s for at klargøre
trosserne på bakken og assistere under tillægningen. Det var smukt at sejle ind
i Salalah’s snævre havneløb med solen på vej ned over bjergene bag havnen, men
hårdt arbejde i knap 30 graders varme! Man kommer ikke sovende til tingene
herude, det er fysisk arbejde.
Efter lodsningen af skibet var færdiggjort blev skibet
gjort klar til afgang og vi afgik morgenen efter vores ankomst. Det var et
hurtigt havneanløb, da vi kun skulle laste containere af. Skibet er på vej mod
tørdok i Shekou, Kina og skal derfor tømmes helt. Jeg glæder mig til at opleve
skibet i tørdok, hvor alting vil blive skilt ad, rengjort og samlet igen. Jeg
har fået at vide, det bliver en travl tid og skibet vil vrimle med kinesiske
arbejdere. Men det er en helt anden
historie og jeg lover at opdatere om tiden i dokken. Som planen lyder lige nu,
står vi til at ankomme til Shekou 12.03.2014.
Ved afgangen fra Salalah blev sikkerheden om bord endnu
engang skærpet, da vi bevægede os ud i det piratfyldte område igen. Udsigten
til at blive lukket inde i apteringen yderligere 3 dage vakte ikke ligefrem
begejstring hos nogen om bord!
I dag kl. 15 var vi officielt ude af det farefyldte
farvand og skibet er tilbage i normal tilstand. Jeg fandt derfor hurtigt min
plads ude i stævnen med havet brusende under mine fødder, havbrisen til at ruske
i håret og solens sidste varme i fjæset. Det er en utrolig følelse at komme ud
i den friske havluft igen, og ikke føle sig fanget bag vinduerne med air
conditionen brølende i baggrunden, som den forsøger at holde inde temperaturen
på normal.
Jeg brugte timerne i eftermiddagen på min vante plads på dækket, læste lidt bog og
observerede havet under mig. Flyvefisk og havskildpadder kan nu krydses af på
listen. Det er et forunderligt syn at se flyvefisken springe op ad vandet og
fare gennem luften lige over vandoverfladen, for nogle sekunder senere at dykke
tilbage i dybet, hvor den kom fra. De ligner næsten forvildede fugle, som de
krydser ind over hinandens baner og skifter retning midt i luften, for et
øjeblik efter at lade havoverfladen livløs. Som om de aldrig havde været der,
det var bare fantasien, der spillede en et puds! Og havskildpadderne svømmende
i overfladen med solen glitrende i deres skæl, som de glider forbi skibet. Det
er de her øjeblikke, hvor jeg stiller spørgsmål tegn ved de af mine kollegaer,
som er træt af livet til søs. Går det sådan for os alle? Øjeblikke som disse
bliver til sidst trivielle, en del af hverdagen, noget vi tager for givet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar