Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig om Suez, men det er da ikke ligefrem fordi det har slået benene væk under mig. Efter at have ligget for anker ved indsejlingen til kanalen nogle timer, blev det vores tur til at starte turen sydover. Vi fik en lods og en hel flok araber ombord, bådsmænd, elektrikere etc. og der gik ikke længe før dækket lignede en markedsplads. Taget i betragtning af hvor lille en motorbåd denne flok mænd kom sejlende i, er det ret imponerende, at de har kunnet have så meget skrammel i den; lightere, askebægere, små pyramider og andre souvenirs, og kamelparfume.. Hvem har dog lyst til at lugte af kamel?
Selve kanalen er ufattelig smal og kræver nøje manøvrering. Jeg fik lov at være rorgænger gennem en del af kanalen, hvilket var lidt fedt at prøve, da der ikke er meget plads til fejl. Men jeg har efterhånden fået følingen af skibet, så det gik forrygende. Selv vores nye kaptajn var imponeret over mine evner. Han havde ellers ikke være meget for at lade mig manøvrere i det snævrer løb.
Da vi nærmede os udmundingen af kanelen blev markedspladsen pakket sammen og den lille flok arabere forlod skibet. I anledningen af skibets position blev der tændt op i grillen og dækket op udenfor. Barbequeparty er åbenbart et af de helt store højdepunkter for den filippinske del af besætningen, og stemningen var høj hele aftenen. Kokken havde sørget for den helt store grilbuffet med efterfølgende dessert. Det var en mærkelig oplevelse. Sjældent er jeg blevet bedt om at posere så meget, jeg er åbenbart skibets nye turiskattraktion. I hvert fald har jeg tænkt mig at tage penge for at posere til næste barbeque. De er vilde med billeder de der filippinere. Jeg sørger for der kommer billeder fra aftenen hurtigst muligt! One big happy family, som de siger herude. Succesen blev gentaget lørdag aften, hvor vores kære elektriker, Jmayr aka Jay, havde fødselsdag, så han havde sørget for musikanlæg og det må jeg altså give dem, filippinerne. De er vilde med at synge, kvaliteten af deres sang kan måske diskuteres, men underholdende er det. Efter maden blev der spillet bordfodbold, poker og diverse kortspil. Det er rart med lidt afveksling i hverdagen og være sammen med crewet på en anden måde en arbejdsrelateret. Selvom vi er en blanding af nationaliteter og ikke alle er lige god til engelsk, så har vi det godt herude. Der er nogle sjove personligheder imellem, som jeg helt sikkert vil komme til at savne. Vores reapairman, Vincent, er vores egen Nutellamand og spiser nok et glas Nutella om ugen. Så har vi vores motorman, Rodolfo omtalt Ronnie i daglig tale, lille humoristisk mand, som altid er klar på en joke. Den mest brugte joke, hvis nogen spørger, om han er finish? No, I am danish. Du kan være stensikker på at få den tilbage, hvis du spørger ham. Derudover har vi 3. maskinmesteren, Exor, som nok er alderspræsidenten herude. Han er en hyggelig fætter med et lille overskæg, ekstremt tykt hår, dog noget skævt klippet og hans lille morfardunk. Han er nok den ombord som spiser mest, to portioner til hvert måltid og så har jeg efterhånden taget ham i at aftensnacke i køkkenet et par gange. En ting filippinerne dog har til fælles er, at de har hang til smil og latter. De er flokdyr og færdes næsten altid et par stykker sammen. De er vilde med karaoke, hvorfor tror I ellers vi har et karaokeanlæg ombord? Og ja, jeg har også efterhånden fundet min plads herude. Jeg er deres egen lille kadet og der bliver passet lidt på mig, så ingen grund til bekymring derhjemme. Jeg har lært at passe på mig selv!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar