Der har aldrig været tvivl om, at de nye
tripple-E skibe er nogle store damer, de største af deres art, men at opleve
selve dronningen i levende live. Se hvordan hun bærer sig frem; stolt og
beslutsomt, som om intet vil kunne stoppe hende. Se bølgerne slikke sig op ad
hendes skrog for næste minut at blive kastet tilbage, hvor de kom fra.
Vi er på vej gennem Middelhavet med Suez
Kanalen som vores næste mål. Det er ved at være 3 dage siden vi lagde fra i
Tangier, Marokko, mærkeligt sted. Arbejderne der opførte sig som om de aldrig
havde set en kvinde før, i hvert fald ikke en iført uniform. Man kan mærke vi
er kommet sydpå. Solen har stået højt på himlen de sidste par dage og
temperaturen, som allerede nu er behagelig, stiger for hver dag, vi kommer
nærmere Suez. I dag er det søndag, dvs. min ugentlige ’fridag’ som har stået på
et enkelt kursus og opstarten på min første skrevne opgave. Og som antydet i
begyndelsen, så har vi i dag haft fint besøg. Kort efter frokost blev vi
overhalet af majestæten hende selv, Majestic Maersk, som hun kløvede sig vej
gennem bølgerne med en gennemsnitsfart på 24 knob. Fantastisk syn. Godt nok er
hun kun små 40 meter længere end os, men det er mere måden hun bærer sig frem
på, hendes ranke fremtoning, hvordan hun tårner sig mod himlen. Hun er et af
mine mål, og jeg mener ikke bare som styrmand. Jeg vil gå hele vejen, og taget
i betragtning af antallet der er bestilt, så skulle det da blive muligt at
opnå.
Livet herude ændrer sig ikke så meget fra
dag til dag udover, at jeg hver dag kommer tættere på besætningen og vores
nyankomne kaptajn, som er en rigtig fin fyr, en meget grundig og dygtig en af
slagsen, Jon. Navnet ligger dog mærkeligt i munden, men det handler vel bare om
tilvænning. Inden hans ankomst var jeg blevet advaret lidt om ham; at han ikke
brød sig meget om kadetter og ynder at gøre tingene selv. Mit første møde med
ham var da heller ikke ligefrem positivt oprivende. Han sagde, at jeg nok ikke
kom til at bruge så meget tid på broen, da det jo næsten var spild af tid. Og
så var han lidt bekymret for at jeg havde valgt at tage min fulde
praktikperiode på Mathilde Maersk. Og den sidste ting så syntes han det var
synd, jeg nu engang var havnet der, jeg skulle i stedet have været på et lille,
gammelt skib – sådan til at lægge ud med. ”Det er også hyggeligt at hilse på
dem hr. kaptajn.” Men nu, blot 3 dage efter hans ankomst, kender jeg
efterhånden hele hans livshistorie og er sikker på, der gemmer sig mere bag
facaden, han endnu ikke har bekendt. Resten af besætningen. Ja vi er en god
blanding af nationaliteter; 2 danskere (mig og vores 1. engineer), 1 rumæner
(chief officer), 1 færing (kaptajnen), en håndfuld indere (bl.a. chief engineer
og 2. officer) og resten synes at snakke samme sprog, så der vil jeg gætte
filippinere. Der bliver hovedsageligt snakket engelsk herude, hvilket passer
mig glimrende og hver dag lærer jeg et nyt ord eller vending. Dog må jeg
tilstå, at filippinere har en ringe udtale, når det kommer til engelsk, så
meget af det de siger, må jeg gætte mig til. Det er ofte her fagter og kropssprog bliver taget i
brug.
Forplejningen om bord kan man ikke klage
over og tre gange om dagen lige på klokkeslettet er buffeten klar, altid med
masser af frisk frugt og grønt. Vores kok herude, Maximo eller Max som han i
dagligdagen omtales, er næsten lige så ny herude som jeg. Han skal lige finde
sit stå sted, men vil meget gerne lære mere, specielt om dansk traditionel mad.
Hver gang jeg er i nærheden af køkkenet, og der ikke er andre omkring
bombarderes jeg med spørgsmål hvilke kartofler, hvor meget kød, sovsens
tykkelse og andre madrelaterede spørgsmål. Jeg forsøger at svare, så godt jeg
nu engang har lært om dansk mad, men jeg må også nogle gange minde ham om, at
jeg ikke spiser svin eller oksekød for den sags skyld. Men, og undskyld jeg
siger det, men svin er danskernes foretrukne kød, hvis vi snakker traditionel
dansk mad, og jeg vil ikke ligefrem kalde mig selv ekspert på det område. Til
jer som dette skulle være ukendt, jeg droppede både svinekød, oksekød ja alt
kød fra dyr med fire ben for mange år siden, jeg spiser kun fjerkræ og alt godt
fra havet. Så meget for at være dansk. Han er en god fyr og en fin kok, og han
tager sig godt af mig. Nu har chief officer jo fået fortalt, at jeg ikke er
helt traditionel, så han plejer at lave lidt særligt til mig.
Generelt kommer jeg godt ud af det med
hele besætningen, og at jeg efterhånden har mit ugentlige bidrag til
forplejningen; søndagskage, så er jeg vidst efterhånden godkendt af alle som
lige(kvinde).
Jeg ville ønske, jeg kunne tage et billede
af omgivelserne omkring mig og ligge ind her, it is picture perfect. Kl. er
lige omkring 18.30 og jeg har fundet mit skjul her om bord, fordækket, så tæt
på kanten jeg tør kravle. Solen er på vej ned, og himlens farver og mønstrer er
som taget ud fra et Monét maleri. De blide penselstrøg; lyseblå, orange, lys
lilla, rosa og et mørke lurende i overfladen blandet i en symfoni. Under mig
kløver stævnen sig gennem vandet og sommetider kan man lige ane ryggen af en
flok delfiner. Luften er ren, vinden blid og stilheden overdøvende. Herude er
det kun bølgernes brusen, som bryder gennem stilhedens mur. Hvis jeg lukker
øjnene, er det næsten som at stå på toppen af et af fjeldene i Grønland, det er
livsbekræftende og det minder mig om, hvorfor jeg er her; som Grønland er en
del af mig, er havet blevet en del af mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar