Livstegn

Lidt livstegn fra søfruen er ved at være på tide og jeg tænkte påsken var en anledning til dette.

Vi befinder os lige nu syd for Spanien og med en hastighed på knap 23 knob er vi kommet et godt stykke nærmere vores næste destination; Felixstowe.

Siden mit sidste indlæg har vi krydset piratområdet, Gulf of Adem, hvor skibssikkerheden igen blev skærpet yderligere. Gennem vores sejlads gennem Suez blev dækket forvandlet til en lille shoppingstreet, så selvfølgelig blev et par af de tjente øre brugt på egyptiske souvenirs – hvem ville have troet man kunne købe kamelparfume? Og til information, parfumen er til kvinder og lugter ikke af kamel. Jeg kender ikke betegnelsens oprindelse, men det er, hvad de kalder den. Efter Suez lå Middelhavets rolige vand foran os og nu er vi på vej ud på det mere åbne hav. På torsdag er der en plads I Felixstowe container terminal reserveret til Gerda Mærsk.

Begivenhederne om bord har siden sidste indlæg ikke været videre sindsoprivende, bevares, jeg kunne fortælle en masse om de netop færdiggjorte opgaver; electrical supply og loading and discharging, men det gemmer vi til en anden gang.

Som allerede antydet er påsken slut og jeg ahr nu fejret min første påske om bord – ikke fordi det er noget videre at prale af. Jeg har manglet bade påskefrokostmaden og snapsen, men kokken har gjort sit for at gøre disse dage til noget særligt og aktiviteterne om bord har også været præget af ‘holiday mood.’ Søndag stod I pingpong’ens tegn, efterfulgt af film. Det err art med et break I hverdagen, da live tom bord til tider kan blive trivielt.

Hvis man stræber efter livet til søs, så er et godt råd at kunne underholde sig selv og kunne holde sit eget selskab ud. Som jeg tidligere har skrevet, så har jeg været utrolig heldig med besætningen her om bord og har fundet min plads. Men man er ikke altid så heldig!

Jeg har nydt påsken og den frihed, den har betydet for mig. Som kadet ved Mærsk har man fri hver søndag og på de helligdage fejret af ens flagstat. Jeg har dog svært ved at side stille og kan på ingen made bruge 4 dage på at se film eller træne, så jeg har udnyttet tiden til at færdiggøre et par opgaver og kan nu meddele, at jeg har en sidste opgave tilbage før jeg har fuldendt første praktik periodes træningsbog. Det er noget af en lettelse at kunne se enden på opgaverne og de næste to måneder vil jeg være mere fritstillet I forhold til arbejdsopgaver.

En lille note om en begivenhed siden sidste indlæg; vi har haft udskiftning af nogle besætningsmedlemmer, hvilket betyder, at min DTO er blevet afløst. I denne anledning er vores 2. styrmand – også fra Indien – blevet udpeget som skibets nye DTO. Det er godt med et nyt og friskt pust, et andet perspektiv på tingene.

Men ak, jeg har ’aftjent’ en stor del af min tid herude og har knap 55 dage tilbage før vi rammer Los Angelas, som jeg officielt kan kalde mit sidste stop med Gerda Mærsk – hvis planen selvfølgelig holder. Jeg har efterhånden lært, at man som søfarende aldrig ved, hvad morgendagen bringer…

Hvorom alting er, jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville tælle måneder, uger eller dage, men hver morgen jeg vågner nu er den første tanke; hvor mange dage tilbage? Det er vel naturligt efter at have været om bord i over 3 måneder, at man begynder at længes efter dem derhjemme. Jeg priser mig dog lykkelig for, at jeg ikke er ramt af skibskuller, som jeg ellers var blevet advaret mod. Og ærlig talt, hvis jeg skulle være offer for skibskuller, så ville jeg være blevet ramt.

Take care.