tirsdag den 27. oktober 2015

Mail fra Mærsk!

Så kom der nyt fra Mærsk! Det ser ud til jeg skal påmønstrer Romø Mæaersk - en 'lille' produkttanker på knap 172 meter, som lige nu er i fart i the Far East.


Skibet er bygget tilbage i 2003 og sejler under dansk flag. Jeg har tjekket besætningen som ser ud til at være lidt som sidst - filippinere på dækket og europæiske/østeuropæiske officerer.

Jeg skal modsat sidst afsted med en af drengene fra skolen, så det bliver rigtig godt at have noget selskab med derud! Så er der da én, jeg kan snakke dansk med.
Vi har endnu ikke fået en udmønstringsdato, så det bliver spændende at se, hvornår vi bliver sendt afsted. Jeg krydser dog fingre for det bliver senest 15. november!




Her er lige en lille video jeg fandt. Desværre uden lyd, men den giver lige et billede af, hvordan mit næste eventyr  af et skib bliver!

fredag den 9. oktober 2015

Hav Forude!

Halløj derude og velkommen til!

Vi har nu taget hul på en ny måned, oktober, og mine søde ord fra februar om at blive bedre til at opdatere denne side, blev vidst aldrig helt en realitet.
Tiden flyver afsted, hurtigere end at jeg kan følge med. Til nye (og gamle læsere); mit navn er Camilla og jeg læser til skibsfører ved SIMAC i Svendborg. Jeg er nået til BS5, hvilket betyder, at jeg er halvvejs gennem uddannelsen, som afsluttes på BS8 med et 3 måneders bachelorprojekt.
Om en lille måneds tid afsluttes skoledelen af dette semester og jeg stikker endnu en gang til søs. Dette bliver min anden, men sidste praktikperiode, hvor jeg forhåbentlig får stiftet bekendtskab med både tankskib og supply. Hav forude!

Hvis i har læst nogle af mine tidligere indlæg, har i nok fundet ud af, at jeg kom hjem fra min sidste praktikperiode sidste sommer (2014) og siden har været på skolebænken. Vi afsluttede en lang række fag her i juni - navigation, skibsteknik, søret, meteorologi og maritim teknologi - med mundtlige og skriftlige eksaminer. Dette semester er et 'halvt' semester med en varighed på 3 måneder. Det består af  2 ugers GMDSS kursus (radiocertifikat), advanced simulatorkusus og en række valgfag.
Jeg har afsluttet en del af kurserne og sidder nu på pax og roro kursus, som er et 3-dages intensivt kursus om øvelsesplanlægning, krisehåndtering og menneskelige adfærd og reaktioner. I morgen er det fredag og vi kan se frem til en uges ferie - efterårsferie! Og vigtigst af alt kan vi se frem til ét af semesterets festlige højdepunkter - pubcrawl! Denne afholdes i samarbejde med sygeplejerskeskolen, pædagoguddannelsen og den fri læreskole og plejer at være et kæmpe hit. Udover stor fest, så bliver man rystet lidt sammen på kryds og tværs og møder en masse nye mennesker.

SIMAC er placeret i Svendborg, som er en mindre by placeret i det smukke sydfynske landskab. Selvom det er en mindre by (Danmarks mindste storby), så er her masser at tage sig til, men tempoet er skruet en hel del ned ifh. til de større byer, hvilket er rart, når man nu har et studie at fokusere på! Jeg bruger min fritid på studiekammeraterne, familien (den af den, som ikke bor i Grønland), træning, bestyrelsesmøder, maritime arrangementer, kulturelle events etc. Der er derfor lidt af hvert at tage sig til her i byen.

Jeg vil slutte oplægget med et ønske om en god weekend og ferie til jer, der skulle være så heldige. Jeg vender tilbage, når jeg modtager information omkring min næste udmønstring!

Stay tuned.




lørdag den 14. februar 2015

Better late than never

Det gamle ordsprog kan i dette tilfælde siges at være ganske passende!

Datoen i dag hedder den 14. februar og det er lige knap 12 mdr. siden jeg påmønstrede Gerda Maersk (dengang kaldet Mathilde Maersk) og tog hul på min første søpraktik. 5 måneder blev brugt ombord - en tid præget af hårdt arbejde, studie, nye oplevelser og erfaringer, afprøvning af egne grænser (og andres) og en milliard nye indtryk.
Jeg er nu igang med BS4 (4. semester af skibsføreruddannelsen ved SIMAC) og har en god håndfuld eksaminer og kurser inden turen igen går til søs. Jeg kom hjem fra sejlads 19. juni og gik 2 måneders veltrængt sommerferie i møde, som blev brugt på afslapning og afklimatisering. I ultimo august begyndte studierne igen - noget af en omvæltning at komme tilbage på skolebænken efter at have været ude at sejle. Det er sjovt, når man er til søs savner man livet derhjemme og endda skolen, men nu... Efteråret synes at ligge i en fjern fjern fremtid.
Sidste semester bød på en blanding af fag; vagttjeneste (som blev afsluttet i december 2014), navigation, MLSA (Maritime Law and Ship Administration), meteorologi og skibsteknik. På dette 4. semester er vi fortsat med en del af fagene og har fået tilføjet nogle ekstra fag, såsom Master Module og maritim teknologi. Efter at være kommet tilbage på skolen er min interesse for faget vokset og jeg suger viden til mig som en lille svamp. Som studerende  et erhverv så dynamisk som det maritime, synes jeg ligeledes, det er vigtigt, at man engagerer sig og tager aktiv deltagelse - på den ene eller anden måde. Personligt arbejder jeg nu som ambassadør for både SIMAC og Mærsk. Derudover er jeg her i januar blevet valgt ind i bestyrelsen i Søfartens Ledere, som repræsentant for de maritime studerende - noget jeg ser frem til at komme rigtig i gang med.

Livet herhjemme som studerende kan der ikke sættes så mange ord på. Livet som maritim studerende ligger ikke så fjernt fra alle andre universitetsstuderende hverdag. Og ja, til dem der skulle være i tvivl. Uddannelserne ved SIMAC er alle bacheloruddannelser og derfor struktureret som universitetsuddannelserne med frivillig forelæsning. Vores undervisning er dog suppleret med en række obligatoriske fag og kurser, såsom sygdomsbehandler, paragraf 16, SSO (Ship Secuity Officer), simulatortræning etc. netop grundet vores erhverv og de mange internationale konventioner, som stiller forskellige krav ifh. til vores kompetencer og kunnen.

Jeg står til rådighed ved eventuelle videre spørgsmål - både ifh. til min udmønstring og skolegang, men også af mere praktisk karakter. Jeg vil gøre lidt reklame for SIMAC, idet der den 28. februar afholdes åbent hus på skolen i Svendborg, hvor alle er velkomne. Der serveres bl.a. gratis frokost i kantinen og der vil være undervisere, såvel som studerende til at vise rundt og svare på spørgsmål.

Til slut er der vel blot at sige, tak for jeres opmærksomhed endnu en gang. Jeg skal forsøge at holde bloggen opdateret. Sea you all.

En dag på jobbet - erhvervsmesse i Odense.

Livet tilbage i Svendborg. Havet stadig inden for rækkevidde.

I forbindelse med skolen - en dag på Svendborg Sund.

I forbindelse med skolen - en dag på Svendborg Sund. Man skulle da være en skarn, hvis man ikke lige slår vejen forbi Sydfyns bedste bager i Vindeby.
I forbindelse med skolen - en dag på Svendborg Sund. Morgenstund har guld i mund...
Når det andet job kalder - denne dag foregik dagens arbejde ombord Oslobåden til et event arrangeret af Blå Danmark.

I forbindelse med blogarbejdet for Mærsk kan jeg anbefale at gå ind på siden www.blivskibsofficer.dk og tjekke bloggene ud. De er inspiration og giver et godt billede af, hvad man som kadet ved Mærsk oplever og bliver stillet overfor.