Pirater, flyvefisk og vind i håret

Det er blevet søndag aften og efter at have sejlet i high risc area de sidste 5 dage kom vi endelig fri af det piratfyldte område. Vi ligger lige nu syd for Sri Lanka på vej vestover til Tanjung Pelepas, Malaysia, hvor vi står til at ankomme engang natten mellem fredag og lørdag. Efter vores tur gennem Suez nåede vi Gulf of Aden, hvilket er defineret som et af verdens HRA, sikkerheden og vores færdsel om bord dagene gennem dette farvand har derfor været skærpet af særlige forholdsregler; radiotavshed, ingen udgang på dækket (undtagen i udkanten af farvandet, hvor man kunne færdes ude så længe man havde en radio på sig og checkede ind og ud), mørklægning af skibet efter mørkets frembrud, ingen opdateringer om vores position på sociale medier, brandslanger monteret rundt hele skibssiden klar til at blive aktiveret og alle åbninger i skibet som agter fortøjningsdæk, klys etc. har været afskærmet af træplader. Som en del af sikkerhedsproceduren blev der sat ekstra udkig på broen 24 timer i døgnet og skibets 3 skudsikre veste fundet frem og lagt klar på broen. Det kan jeg godt undre mig lidt over. Det er imod firmaets sikkerhedspolitik at have våben om bord, men hvorfor udstyre skibet med 3 skudsikre veste? Hele besætningen består normalt af 18 mand, hvoraf 4 af dem (officererne) hører til på broen. Hvem skal undvære en vest? Hvis liv er vigtigst at redde? Og i hvilken situation forventer de man hopper i det grej? Her om bord giver det nok sig selv, hvis man tiltænker vestene officererne; jeg tvivler på vores kaptajn ville kunne passe dem!

Vi havde et enkelt havnetilløb gennem dette farvand, Salalah i Oman, hvor udgangsforbuddet blev midlertidigt ophørt. Jeg fik lov at gå på dækket med min uddannelsesofficer og to af vores AB’s for at klargøre trosserne på bakken og assistere under tillægningen. Det var smukt at sejle ind i Salalah’s snævre havneløb med solen på vej ned over bjergene bag havnen, men hårdt arbejde i knap 30 graders varme! Man kommer ikke sovende til tingene herude, det er fysisk arbejde.

Efter lodsningen af skibet var færdiggjort blev skibet gjort klar til afgang og vi afgik morgenen efter vores ankomst. Det var et hurtigt havneanløb, da vi kun skulle laste containere af. Skibet er på vej mod tørdok i Shekou, Kina og skal derfor tømmes helt. Jeg glæder mig til at opleve skibet i tørdok, hvor alting vil blive skilt ad, rengjort og samlet igen. Jeg har fået at vide, det bliver en travl tid og skibet vil vrimle med kinesiske arbejdere.  Men det er en helt anden historie og jeg lover at opdatere om tiden i dokken. Som planen lyder lige nu, står vi til at ankomme til Shekou 12.03.2014.

Ved afgangen fra Salalah blev sikkerheden om bord endnu engang skærpet, da vi bevægede os ud i det piratfyldte område igen. Udsigten til at blive lukket inde i apteringen yderligere 3 dage vakte ikke ligefrem begejstring hos nogen om bord!

I dag kl. 15 var vi officielt ude af det farefyldte farvand og skibet er tilbage i normal tilstand. Jeg fandt derfor hurtigt min plads ude i stævnen med havet brusende under mine fødder, havbrisen til at ruske i håret og solens sidste varme i fjæset. Det er en utrolig følelse at komme ud i den friske havluft igen, og ikke føle sig fanget bag vinduerne med air conditionen brølende i baggrunden, som den forsøger at holde inde temperaturen på normal.

Jeg brugte timerne i eftermiddagen på min vante  plads på dækket, læste lidt bog og observerede havet under mig. Flyvefisk og havskildpadder kan nu krydses af på listen. Det er et forunderligt syn at se flyvefisken springe op ad vandet og fare gennem luften lige over vandoverfladen, for nogle sekunder senere at dykke tilbage i dybet, hvor den kom fra. De ligner næsten forvildede fugle, som de krydser ind over hinandens baner og skifter retning midt i luften, for et øjeblik efter at lade havoverfladen livløs. Som om de aldrig havde været der, det var bare fantasien, der spillede en et puds! Og havskildpadderne svømmende i overfladen med solen glitrende i deres skæl, som de glider forbi skibet. Det er de her øjeblikke, hvor jeg stiller spørgsmål tegn ved de af mine kollegaer, som er træt af livet til søs. Går det sådan for os alle? Øjeblikke som disse bliver til sidst trivielle, en del af hverdagen, noget vi tager for givet?

Suez calls for a barbecue

Så kom der hul igennem til nettet, til virkeligheden og jeg kan opdatere lidt om min rejse med Mathilde Maersk. Det er blevet fredag og solen skinner fra en skyfri himmel. Vi er på vej gennem Suez Kanalen og temperaturen har sneget sig op på 25 grader.
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig om Suez, men det er da ikke ligefrem fordi det har slået benene væk under mig. Efter at have ligget for anker ved indsejlingen til kanalen nogle timer, blev det vores tur til at starte turen sydover. Vi fik en lods og en hel flok araber ombord, bådsmænd, elektrikere etc. og der gik ikke længe før dækket lignede en markedsplads. Taget i betragtning af hvor lille en motorbåd denne flok mænd kom sejlende i, er det ret imponerende, at de har kunnet have så meget skrammel i den; lightere, askebægere, små pyramider og andre souvenirs, og kamelparfume.. Hvem har dog lyst til at lugte af kamel?

Selve kanalen er ufattelig smal og kræver nøje manøvrering. Jeg fik lov at være rorgænger gennem en del af kanalen, hvilket var lidt fedt at prøve, da der ikke er meget plads til fejl. Men jeg har efterhånden fået følingen af skibet, så det gik forrygende. Selv vores nye kaptajn var imponeret over mine evner. Han havde ellers ikke være meget for at lade mig manøvrere i det snævrer løb.
Da vi nærmede os udmundingen af kanelen blev markedspladsen pakket sammen og den lille flok arabere forlod skibet. I anledningen af skibets position blev der tændt op i grillen og dækket op udenfor. Barbequeparty er åbenbart et af de helt store højdepunkter for den filippinske del af besætningen, og stemningen var høj hele aftenen. Kokken havde sørget for den helt store grilbuffet med efterfølgende dessert. Det var en mærkelig oplevelse. Sjældent er jeg blevet bedt om at posere så meget, jeg er åbenbart skibets nye turiskattraktion. I hvert fald har jeg tænkt mig at tage penge for at posere til næste barbeque. De er vilde med billeder de der filippinere. Jeg sørger for der kommer billeder fra aftenen hurtigst muligt! One big happy family, som de siger herude. Succesen blev gentaget lørdag aften, hvor vores kære elektriker, Jmayr aka Jay, havde fødselsdag, så han havde sørget for musikanlæg og det må jeg altså give dem, filippinerne. De er vilde med at synge, kvaliteten af deres sang kan måske diskuteres, men underholdende er det. Efter maden blev der spillet bordfodbold, poker og diverse kortspil. Det er rart med lidt afveksling i hverdagen og være sammen med crewet på en anden måde en arbejdsrelateret. Selvom vi er en blanding af nationaliteter og ikke alle er lige god til engelsk, så har vi det godt herude. Der er nogle sjove personligheder imellem, som jeg helt sikkert vil komme til at savne. Vores reapairman, Vincent, er vores egen Nutellamand og spiser nok et glas Nutella om ugen. Så har vi vores motorman, Rodolfo omtalt Ronnie i daglig tale, lille humoristisk mand, som altid er klar på en joke. Den mest brugte joke, hvis nogen spørger, om han er finish? No, I am danish. Du kan være stensikker på at få den tilbage, hvis du spørger ham. Derudover har vi 3. maskinmesteren, Exor, som nok er alderspræsidenten herude. Han er en hyggelig fætter med et lille overskæg, ekstremt tykt hår, dog noget skævt klippet og hans lille morfardunk. Han er nok den ombord som spiser mest, to portioner til hvert måltid og så har jeg efterhånden taget ham i at aftensnacke i køkkenet et par gange. En ting filippinerne dog har til fælles er, at de har hang til smil og latter. De er flokdyr og færdes næsten altid et par stykker sammen. De er vilde med karaoke, hvorfor tror I ellers vi har et karaokeanlæg ombord? Og ja, jeg har også efterhånden fundet min plads herude. Jeg er deres egen lille kadet og der bliver passet lidt på mig, så ingen grund til bekymring derhjemme. Jeg har lært at passe på mig selv!

Rocket science eller blot udvidet motorpasserlærer?

Så blev det mandag her om bord og det vil sige en ny arbejdsuge er begyndt. I dag var første dag jeg for alvor fik en rundtur i maskinen, Det var en vild oplevelse at komme ind i det indre, ind til skibets mest sårbare og dyrbare sted, selve kernen. Mit bekendtskab med skibsmotorer er forholdsvis kort, jeg hentyder her til vores besøg i skolen motorsimulator i starten af året. Jeg formåede nok at stå nede i larmen og de ca. 50 graders varme små ti minutter, før tømmermændene blev for meget, og jeg blev nødt til at søge til lavere og køligere luftlag. Selve rundturen, som blev foretaget af vores 2. maskinmester, den kære Exor på knap 50, en af besætningens filippinere og så må jeg være ærlig og sige, at jeg aldrig har set en mand spise så meget. Selv min egen far bliver overgået her! Hvorom alting er, Exor sørgede for at hver en maskindel blev gennemgået; hvert et rør, hver en pumpe og knap. Dette resulterede i, at turen tog nogle timer og temperaturen dernede ligger lige nu på knap de 40 grader, hvilket han kaldte behageligt. Når vi når til Suez, skulle temperaturen nå omkring 60 grader. Og så spørger de hvorfor jeg har valgt at blive skibsfører og ikke maskinmester?

Nej, til trods for at maskiner ikke er min store fetich, så var det rigtig fedt at få et billede af, hvor store de maskiner er. Indtil videre har jeg rodet lidt rundt med skolens 5-cylinderede dieselmotor, som jeg nu kan konstatere er legetøj ved siden af denne. 12 cylinder, alle store nok til at en voksen mand kan stå oprejst i dem, 84.000 hestekræfter og en helvedes masse rør, pumper, afløb, trykmålere etc. Lige nu kan jeg ikke finde hoved eller hale i noget af det, men Exor siger det ikke er ’rocket science,’ og at jeg nok skal lære det….. Jep!

Ellers har dagen ikke budt på de største og nye input. Jeg havde brovagt med min uddannelsesofficer på broen efter frokost, hvorefter jeg brugte timerne op til aftensmaden på opgave og logbog. Dagene herude flyder sammen til en lang oplevelse og min tidsfornemmelse eksistere stort set ikke. At jeg arbejder stort set hver dag, gør også at min fornemmelse af dagene bliver vagere og vagere. Men måske det er det bedste, tiden virker ikke så lang i så fald. Jeg vil lade dette være dagens ord. Godnat til folket derude.

This is why I live

Der har aldrig været tvivl om, at de nye tripple-E skibe er nogle store damer, de største af deres art, men at opleve selve dronningen i levende live. Se hvordan hun bærer sig frem; stolt og beslutsomt, som om intet vil kunne stoppe hende. Se bølgerne slikke sig op ad hendes skrog for næste minut at blive kastet tilbage, hvor de kom fra.

Vi er på vej gennem Middelhavet med Suez Kanalen som vores næste mål. Det er ved at være 3 dage siden vi lagde fra i Tangier, Marokko, mærkeligt sted. Arbejderne der opførte sig som om de aldrig havde set en kvinde før, i hvert fald ikke en iført uniform. Man kan mærke vi er kommet sydpå. Solen har stået højt på himlen de sidste par dage og temperaturen, som allerede nu er behagelig, stiger for hver dag, vi kommer nærmere Suez. I dag er det søndag, dvs. min ugentlige ’fridag’ som har stået på et enkelt kursus og opstarten på min første skrevne opgave. Og som antydet i begyndelsen, så har vi i dag haft fint besøg. Kort efter frokost blev vi overhalet af majestæten hende selv, Majestic Maersk, som hun kløvede sig vej gennem bølgerne med en gennemsnitsfart på 24 knob. Fantastisk syn. Godt nok er hun kun små 40 meter længere end os, men det er mere måden hun bærer sig frem på, hendes ranke fremtoning, hvordan hun tårner sig mod himlen. Hun er et af mine mål, og jeg mener ikke bare som styrmand. Jeg vil gå hele vejen, og taget i betragtning af antallet der er bestilt, så skulle det da blive muligt at opnå.

Livet herude ændrer sig ikke så meget fra dag til dag udover, at jeg hver dag kommer tættere på besætningen og vores nyankomne kaptajn, som er en rigtig fin fyr, en meget grundig og dygtig en af slagsen, Jon. Navnet ligger dog mærkeligt i munden, men det handler vel bare om tilvænning. Inden hans ankomst var jeg blevet advaret lidt om ham; at han ikke brød sig meget om kadetter og ynder at gøre tingene selv. Mit første møde med ham var da heller ikke ligefrem positivt oprivende. Han sagde, at jeg nok ikke kom til at bruge så meget tid på broen, da det jo næsten var spild af tid. Og så var han lidt bekymret for at jeg havde valgt at tage min fulde praktikperiode på Mathilde Maersk. Og den sidste ting så syntes han det var synd, jeg nu engang var havnet der, jeg skulle i stedet have været på et lille, gammelt skib – sådan til at lægge ud med. ”Det er også hyggeligt at hilse på dem hr. kaptajn.” Men nu, blot 3 dage efter hans ankomst, kender jeg efterhånden hele hans livshistorie og er sikker på, der gemmer sig mere bag facaden, han endnu ikke har bekendt. Resten af besætningen. Ja vi er en god blanding af nationaliteter; 2 danskere (mig og vores 1. engineer), 1 rumæner (chief officer), 1 færing (kaptajnen), en håndfuld indere (bl.a. chief engineer og 2. officer) og resten synes at snakke samme sprog, så der vil jeg gætte filippinere. Der bliver hovedsageligt snakket engelsk herude, hvilket passer mig glimrende og hver dag lærer jeg et nyt ord eller vending. Dog må jeg tilstå, at filippinere har en ringe udtale, når det kommer til engelsk, så meget af det de siger, må jeg gætte mig til. Det er  ofte her fagter og kropssprog bliver taget i brug.

Forplejningen om bord kan man ikke klage over og tre gange om dagen lige på klokkeslettet er buffeten klar, altid med masser af frisk frugt og grønt. Vores kok herude, Maximo eller Max som han i dagligdagen omtales, er næsten lige så ny herude som jeg. Han skal lige finde sit stå sted, men vil meget gerne lære mere, specielt om dansk traditionel mad. Hver gang jeg er i nærheden af køkkenet, og der ikke er andre omkring bombarderes jeg med spørgsmål hvilke kartofler, hvor meget kød, sovsens tykkelse og andre madrelaterede spørgsmål. Jeg forsøger at svare, så godt jeg nu engang har lært om dansk mad, men jeg må også nogle gange minde ham om, at jeg ikke spiser svin eller oksekød for den sags skyld. Men, og undskyld jeg siger det, men svin er danskernes foretrukne kød, hvis vi snakker traditionel dansk mad, og jeg vil ikke ligefrem kalde mig selv ekspert på det område. Til jer som dette skulle være ukendt, jeg droppede både svinekød, oksekød ja alt kød fra dyr med fire ben for mange år siden, jeg spiser kun fjerkræ og alt godt fra havet. Så meget for at være dansk. Han er en god fyr og en fin kok, og han tager sig godt af mig. Nu har chief officer jo fået fortalt, at jeg ikke er helt traditionel, så han plejer at lave lidt særligt til mig.

Generelt kommer jeg godt ud af det med hele besætningen, og at jeg efterhånden har mit ugentlige bidrag til forplejningen; søndagskage, så er jeg vidst efterhånden godkendt af alle som lige(kvinde).

Jeg ville ønske, jeg kunne tage et billede af omgivelserne omkring mig og ligge ind her, it is picture perfect. Kl. er lige omkring 18.30 og jeg har fundet mit skjul her om bord, fordækket, så tæt på kanten jeg tør kravle. Solen er på vej ned, og himlens farver og mønstrer er som taget ud fra et Monét maleri. De blide penselstrøg; lyseblå, orange, lys lilla, rosa og et mørke lurende i overfladen blandet i en symfoni. Under mig kløver stævnen sig gennem vandet og sommetider kan man lige ane ryggen af en flok delfiner. Luften er ren, vinden blid og stilheden overdøvende. Herude er det kun bølgernes brusen, som bryder gennem stilhedens mur. Hvis jeg lukker øjnene, er det næsten som at stå på toppen af et af fjeldene i Grønland, det er livsbekræftende og det minder mig om, hvorfor jeg er her; som Grønland er en del af mig, er havet blevet en del af mig.

Cat fight on the bridge

Indtil nu har jeg kun haft et godt indtryk af de lodser, vi har haft om bord. De har været høflige, ingen problemer med boardingen, de vidste, hvad de lavede og de satte en stolthed i det. I aften er første gang jeg har set vores kaptajn Christian arrig og gal og oplevet vor ringe og uhøflige lodserne kan være. Vi er netop ankommet til Port Tangier i Marokko efter noget af en ankomst, hvor både danske og franske bandeord er fløjet gennem broen.

Vi har haft to lodser om bord, hvilket jeg aldrig forstod. Den ene lavede ikke andet end at sidde i kaptajnens stol og brokke sig over sin hovedpine, for derefter 10 min. inden skibet lå langskibs med kajen at have noget af en iver med at komme ned af lodslejderen og videre til et andet skib.

Problemet med disse to lodser startede allerede ved boardingen af dem. De havde bedt kaptajnen holde en fart på 10 knob – i disse tilfælde er dette 10 knob gennem vandet, hvilket med strøm og afdrift blev til ca. 13 knob over grunden. Den ene og mest frembrusende af lodserne (ikke ham med hovedpinen) startede med at skælde kaptajnen ud og sagde, det ikke var normal procedure og at han havde sejlet forkert. Kaptajnen forsøgte at forklare, man ved lodsboarding altid går efter fart gennem vandet, hvilket som aftalt havde ligget på 10 knob. Stemmerne blev hævet fra begge sider og stemningen var fra starten noget trykket på broen. Næst havde der været problemer med lodslejderens højde, som ikke havde været 2 meter over vandoverfladen som aftalt, men 3 meter. Så den kære lods havde forsøgt at kravle op, men var faldet end på lodsbåden og slået hånden. Som kaptajnen ganske rigtigt fortalte ham, og som jeg efterfølgende kunne bekræfte, så hang lejderen i korrekte højde. Og i så fald at lodsen havde vurderet situationen til ikke-sikker, skulle han have ventet med at boarde skibet og i stedet meldt til kaptajnen, at lejderen hang for højt oppe. Dette tog han som en direkte fornærmelse, men lod den heldigvis ligge. Kampen var dog langt fra forbi.

Der var en forskel i trimmet for og agter på 2,3 meter, hvilket ifølge lodsen var et kæmpe problem og han kam med en lang række forklaringer herpå – halvt på fransk. Kaptajnen sagde, det aldrig havde været et problem før og at han derfor selv ville tage kommandoen og fører Mathilde til kajs. Lodsen for have misforstået dette, for han begyndte i samme øjeblik at give helsmanden, den kære Edgar, ordrer, hvilket Christian straks nedtrumfede. Han havde ikke overgivet kommandoen til lodsen. Han kunne derfor ikke give helsmanden ordrer, dette stod endnu til kaptajnen. Efter lidt diskuteren frem og tilbage blev de enige om en løsning og lodsen fik kommandoen, dog med Christians indblanding hist og her. Men sjældent har jeg set to mænd blive så uvenner og efterfølgende så tøsefornærmet. Men vi kom da til kajs med noget besvær. Jeg fulgte den ene lods ned til lejderen midt under vores ankomst, mens jeg lod Christian og den arrige lods tilbage alene på broen. Heldigvis syntes katteslagsmålet at have nået en ende og der var ganske roligt på broen, da jeg kom tilbage. Da jeg fulgte den sidste lods til lejderen brokkede han sig hele vejen ned i elevatoren og ud til lodslejderen, faktisk fortsatte han til han stod på lodsbåden, men den sidste halvdel blev kun til en mumlen grundet larmen fro lodsbåden og den sidste slæbebåd, som endnu lå og skubbede agterenden ind mod kajen.

Men som Christian sagde, er det nok meget sundt at opleve, at lodserne ikke altid har ret og at man skal stille sig på bagbenene ind imellem over for dem. I sidste ende er det trods alt hans skib og han vil blive sat til ansvar, hvis der sker noget.

Kl. har nu rundet de 23.30 og vi er velankommet til Marokko, hvor sikkerhedsniveauet af ukendte årsager stiger til level 2. Dette betyder ekstra gangvagt, mere opsyn, ingen udefrakommende må færdes uden følge på skibet og inden landgang for besætningen. Uden for er nattens arbejde med lastning af skibet begyndt, jeg vil i stedet kravle under dynen og få lidt søvn, inden vækkeuret ringer tidligt i morgen. Godnat.